Sankt Hans bål på Røsnæs

– de 2 F’ers tegn: Frivillighed og Fællesskab

Det blev en ganske fantastisk sommeraften, hvor mellem 160 – 170 deltagere tog del i fællesspisning og Sankt Hans bål med båltale af Palle præst.

Inden denne dejlige aften kunne løbe af stabelen havde en række frivillige hentet borde og bænke rundt på Røsnæs. Med 3 gasgriller velvilligt stillet til rådighed, kunne de fremmødte få deres medbragte mad tilberedt. Ligeledes var der tilvejebragt isboxe til at holde drikkevarerne afkølet. Sammen med kaffe og kage blev de solgt fra en lille pavillon. Salget blev varetaget af elever fra Røsnæs Friskole under kyndig ledelse af foreningens voksne. Iøvrigt gav det et overskud på ca. 5000 kr, som bliver hensat til elevernes rejseaktivitet.

Tidligere havde man samlet masser af grene og kviste til bålet, som nu skulle tændes. Det viste sig imidlertid ikke at være helt så nemt, men med hjælp fra børnene fik man indsamlet en del tørt græs, som satte fut i bålet.

Traditionen tro blev der sunget ved bålet og Midsommervisen var naturligvis blandt de afsungne. Herefter holdt Palle præst båltalen. 

Arrangementet sluttede omkring klokken halv ti, hvorefter borde, bænke og andet materiel blev kørt til deres vante pladser.

 

Tak for en dejlig sammenkomst.